Ohøj i skuden!
Ja så kom tiden hvor jeg jo nok også hellere må præsentere mig selv på en proper måde
Navnet er Kristian, alderen er 25 år, bor i Odense SØ, sammen med kæresten Tina som er importeret fra Horsens, Golden Retrieveren Liva fra Århus, og gadekryds-katten John fra Bogense. Jeg er den type der hele livet har været god til at drømme og snakke om hvor fedt det kunne være at køre MC, men aldrig har fået gjort noget ved det. Men i år, efter der var skrabet lidt håndører sammen, den nye bil var blevet en praktisk, fornuftig, og usexet diesel-Corolla, og storesøsteren selv havde taget kortet og giftet sig med lidt af en fanatiker (Hippie-Hansen som også er aktiv herinde)... ja, så skulle det altså være
Og for godt en uge siden kom køreprøven så, som på trods af at jeg kiksede lidt i de første øvelser, glemte at spænde hjelmen da vi kom ud i trafikken, og ikke kunde finde den f#%*ing tingest som man kontrollerer væskestand på bagbremserne med... så var det bestået
Til at begynde med lånte jeg søsters Honda CB500 (som forresten står til salg til en spotpris på 25k
). En dejlig letkørt maskine som sagtens kan følge med... det vigtigste er jo at man har noget at køre på. Men efter at have prøvet og hørt en SV'er, så var det bare lidt svært at stille sig tilfreds med den lille 2-cylindrede rækkemotor. Så i lørdags var jeg i Viborg for at hente min darling: En blå naked SV650 fra '04. Og efter turen hjem til Odense var der ingen tvivl om at det var den rigtige maskine til en begynder som mig. For satan hvor den bare kører lækkert.
Hele søndag formiddag gik på de små snoede landeveje på Nordfyn og sjældent har jeg moret mig mere. Her til morgen fik den lov at køre mig på arbejde i Middelfart og tilbage igen, og på trods af en halv-kedelig mandag på kontoret fik den alligevel smilet frem om eftermiddagen. Og det er jo lige præcis hvad det hele handler om
Så nu er der vel ikke så meget andet at sige end at jeg glæder jeg mig bare til at køre flere kilometer, få noget mere erfaring, og se hvad i andre små SVin har gang i. Forhåbentlig ses vi også ude i den virkelige verden
Fortsat god aften til jer alle!!