Forfatter Emne: Diode/LEDlys i instrumenteringen på oldschool sv650s (alternativ til Bluegauges)  (Læst 4591 gange)

0 Medlemmer og 1 Gæst læser dette emne.

LasseN

  • Plastikrocker
  • ***
  • Indlæg: 106
Denne guide har jeg lavet for at vise hvordan man kan lave diodelys i instrumentbrættet på oldschool kåbemodellen. Dette er et lidt alternativt approach med brug af diodelysbånd og ikke en erstatning af de originale pærer i instrumentbrættet. Jeg har prøvet den nævnte metode, men gav op da jeg ikke syntes at der var nok lys fra de tre dioder og så lykkedes det mig faktisk at brænde en bane i instrumentbrættet af (som jeg dog fik genskabt) da jeg forsøgte mig med nogle stærkere dioder.

Så derfor fik jeg idéen at bruge diodelysbånd som ikke kræver at man roder med selve instrumentbrættet og derfor undgår at brænde det af!

Det er dog vigtigt at pointere at den følgende metode kræver et lille indgreb i ledningsnettet for at få strøm. Jeg har dog valgt det forreste positionslys, da det ikke er et vanskeligt indgreb og heller ikke noget som har den største betydning for resten af elsystemet.

For at lave dette indgreb skal følgende bruges:

1,3: Assorterede stjerneskruetrækkere
2: To skeer
4: Loddekolbe
5: Transformator 12V (kan undværes)
6: Saks (eller andet til at afisolerer ledninger)
7: Han- og hunstik
8: Diodelysbånd (4x5cm)
9: To forskelligt farvede ledning
10: Loddetin
11: Ledninger med krokodillenæb (kan undværes)
12: Instrumentbræt



Desuden brugte jeg også en boremaskine, et 9mm bor og en tang.

Af materialer har jeg brugt for 100 kr., dette inkluderer 20cm diodelysbånd til 20kr./pr. 5cm og 2x4m sort og rød ledning. Begge dele er indkøbt hos Brinck elektronik i København. Stikket købte jeg hos Louis (10003843), men kan helt sikkert også fås hos Brinck.

1.   Det første jeg gjorde var at klippe diodelysbåndet op i fire dele. Der er markeret på båndet hvor man skal klippe. Dernæst skrabede jeg gummiet fra i den ene ende så de to små cirkler til at lodde på blev afdækket (markeret med rød cirkel). Jeg valgte at gøre det på præcis samme måde på alle fire stykker, for at undgå forvirring når det hele skal samlet til sidst.


   
2.   Dernæst lodde jeg et stykke sort og rød ledning på hvert enkelt plade (markeret med rød og grøn pil). Igen valgte jeg at gøre det på præcis samme måde for at gøre det nemmere for mig selv. Man er nødt til at afisolere ledningerne for at kunne lodde dem på. Dette kan enten gøres med en skarp genstand eller loddekolben, hvor ved man undgår at klippe ledningen over. Efter at de fire bånd var blevet loddet testede jeg dem med 12V transformatoren for at tjekke at de virkede (vær opmærksom på at dioder kun virker når de får strøm i en retning, bliv derfor ikke nervøs hvis de umiddelbart ikke virker prøv at bytte om på ledningerne).


 
3.   Dernæst var det tid til at skille instrumentbrættet ad. På bagsiden sidder i alt 8 skruer som skal skrues ud før man kan skille det ad, 2 små sorte og 6 større kobberfarvede (jeg fik desværre ikke taget noget billede af skruernes placering).

4.   Efter skruerne er skruet ud kan man tage indmaden ud, vær forsigtig da det som alt andet elektronik ikke kan tåle at blive tabt eller for voldsom behandling. For at komme ned under urskiverne skal man fjerne nålen  og tre små skruer (markeret med røde cirkler).
EDIT: Før nålen fjernes kan det være en fordel at løfte den op over den lille sorte pind og markerer udgangspositionen, så man undgår fejlvisning når det hele samles igen.
Nålen fjernes med to skeer som vist på billedet. Det er muligt at man skal bruge lidt mere kraft end man regner med for at få nålen af, men så længe man bruger skeerne er det ikke noget problem.
Pas på ikke at ødelægge den lille tap som sidder og holder nålen fast når urskiverne tages af og håndteres.
 


5.   Når man er kommet ned under urskiverne skal man have placeret diodebåndene. Jeg har trak ledningerne fra de to bånd til speedometret ned på oversiden af printpladen og ud ved det store stik. Vær forsigtig når ledningerne føres på oversiden af printpladen og brug ikke vold, da man kan risikere at ødelægge nogle vigtige komponenter. De to andre bånd til omdrejningsmåleren blev trukket ud for neden og ført på ydersiden af printpladen (se nummer to nedenstående billede).  Det er en fordel at samle ledningerne fra hvert bånd med lidt isoleringstape så der er styr på dem.
Efter ledningerne var på plads kan man fjerne papiret på bagsiden af diodebåndene og sætte dem fast med det dobbeltklæbende tape som sidder på bagsiden. Placeringen af båndene har jeg markeret med røde ovaler på nedenstående billede.




 
6.   Efter at ledningerne og bånd er på plads, kan man løst placere urskiverne igen og teste, hvordan  det ser ud med 12V transformatoren og igen tjekke at alt er som det skal være (husk igen at vende ledningerne rigtigt da dioderne ellers ikke lyser).



7.   Efter man har testet at det virker, kan man med fordel samle ledningerne med lidt isoleringstape for at holde styr på alle otte ledninger (markeret med rød cirkel).
Dernæst er det nødvendigt at bore et hul i bagsiden af instrumentbrættet for at kunne føre ledningerne ud (markeret med grøn cirkel).
 


8.   Når hullet er boret kan man føre alle ledninger igennem og samle dem med isoleringstape, gerne opdelt i farve. Dernæst afisolerer man alle ledninger og samler dem i mufferne til stikket (markeret med røde cirkler). For at forbedre kontakten loddede jeg også ledningerne fast med lidt loddetin.
Jeg valgte desuden ikke at samle instrument brættet helt med skruer, for nemmere at kunne diagnostificere et evt. problem. Lad ligeledes være med at sætte nålene rigtigt fast (Ikke nødvendigt, hvis udgangspositionen er markeret til at starte med).


 
9.   Nu er det tid til at gå ned til cyklen. Her skal man have instrumentbrættet, loddekolbe, loddetin, sort og rød ledning og den anden del af stikket med. For at få strøm til lyset er man nødt til at skære i ledningsnettet. Jeg valgte positionslyset, både fordi det er nemt at komme til og fordi det tænder før lyset kommer på, når man skifter mellem intet lys, positionslys og det hele.
Klip ledningen over så tæt som muligt på den store samling ledninger, men stadig så du har lidt at arbejde med.
Afisoler hver af de fire ledninger plus et stykke rød og sort ledning. Lod de seks ledninger sammen så ledningerne til positionslyset igen er samlet og der nu er to ekstra ledninger på. Husk at vend ledninger til positionslyset så den rigtige farve ledning sidder sammen. Hvorpå den røde og sorte ledning  sidder betyder ikke så meget.


 
10.   Klip isoleringstape af og vikl de loddede ledninger ind hver for sig (DET ER MEGET VIGTIGT AT DE IKKE HAR KONTAKT DA DET HELE ELLERS KORTSLUTTER). Vikl evt. stykket ind til den store samling ledninger, så det ser pænt ud.
Sæt dernæst muffer på de to ender af den røde og sorte ledning på samme med som tidligere og bagefter stikket.



11.   Nu er det tid til at teste om der faktisk er lys i instrumentbrættet. Tænd med nøglen og sluk streaks igen, hvis der ikke er noget lys og lokaliser problemet. Hvis det ikke virker skal der formentlig byttes rundt på ledningerne i stikket.
Som man kan se på nedenstående billede passer positionen af nålene ikke når først maskinen er tændt efter vi har pillet ved dem. Tag dem af mens maskinen er tændt og sæt dem på så de står rigtigt (derfor satte vi dem ikke rigtigt på tidligere).
 


12.   Når nålene passer, kan man samle instrumentbrættet med skruerne og skrue det på motorcyklen. På billederne nedenfor kan man se hvordan det ser ud i mørke efter det hele er samlet.




 
Alt i alt tog det hele nok et par timer (minus afmontering og påsætning af kåbedele). Det er en fordel at have lidt forstand på teknik, men svært er det i hvert fald ikke.

De normale pære i instrumentbrættet bruger bruger 3x0,84watt = 2,52watt. De nye diodepærer bruger hver især 0,08watt og da der er 3 dioder per bånd giver det 0,24watt, hvilket sammenlagt giver 0,96watt for hele belysningen. Diodernes livstid skulle være på 30.000 timer, hvilket burde være rigeligt. Dioderne kan fås i koldt hvid (hvilket jeg har brugt), varm hvid, rød, blå, grøn, gul og lilla så der burde være nok at vælge imellem.

Hvis der er noget der er uklart eller I har nogle spørgsmål må i endelig spørge.

Mvh. Lasse N
« Senest Redigeret: Marts 29, 2009, 03:22:42 pm af LasseN »
Er man er skarn, hvis man er stolt af at være et gammelt svin!...
Eller i hvert fald eje et?!...
http://www.motorcykelgalleri.dk/html/gal_visbil.asp?ID=23619